1
Det Syn, Esajas, Amoz's Søn, skuede om Juda og Jerusalem, i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda.
2
Hør, I Himle, lyt, du Jord, thi HE
EN taler: Børn har jeg opfødt og fostret, men de forbrød sig imod mig.
3
En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.
4
Ve det syndefulde Folk, en brødetynget Slægt, Ugerningsmænds Æt, vanartede Børn! De svigtede HE
EN, lod hånt om Israels Hellige, vendte ham
yg.
5
Kan I tåle flere Hug, siden I stadig falder fra? Kun Sår er Hovedet, sygt hele Hjertet;
6
fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie.
7
Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang.
8
Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By.
9
Havde ikke Hærskarers HE
E levnet os en
est, da var vi som Sodoma, ligned Gomorra.
10
Lån Øre til HE
ENs Ord I Sodomadommere, lyt til vor Guds Åbenbaring, du Gomorrafolk!
11
Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HE
EN;jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.
12
Når I kommer at stedes for mit Åsyn, hvo kræver da af jer, at min Forgård trampes ned?
13
Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling.
14
Eders Nymånefester og Højtider hader min, Sjæl de er mig en Byrde, jeg er træt af at bære.
15
Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod;
16
tvæt jer, rens jer, bort med de onde Gerninger fra mine Øjne! Hør op med det onde,
17
lær det gode, læg Vind på, hvad
et er; hjælp fortrykte, skaf faderløse
et, før Enkens Sag!
18
Kom, lad os gå i
ette med hinanden, siger HE
EN. Er eders Synder som Skarlagen, de skal blive hvide som Sne; er de end røde som Purpur, de skal dog blive som Uld.
19
Lyder I villigt, skal I æde Landets Goder;
20
står I genstridigt imod, skal I ædes af Sværd. Thi HE
ENs Mund har talt.
21
At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af
et,
etfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere.
22
Dit Sølv er blevet til Slagger, din Vin er spædet med Vand.
23
Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse
et og tager sig ikke af Enkens Sag.
24
Derfor lyder det fra Herren, Hærskarers HE
E, Israels Vældige: "Min Gengælds Ve over Avindsmænd, min Hævn over Fjender!
25
Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly.
26
Jeg giver dig Dommere som fordum,
ådsherrer som før; så kaldes du
etfærdigheds By, den trofaste Stad.
27
Zion genløses ved
et, de omvendte der ved
etfærd.
28
Men Overtrædere og Syndere knuses til Hobe; hvo HE
EN svigter, forgår.
29
Thi Skam vil I få af de Ege, I elsker, Skuffelse af Lundene, I sætter så højt;
30
thi I bliver som en Eg med visnende Løv, som en Lund, hvor der ikke er Vand.
31
Den stærke bliver til Blår, hans Værk til en Gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.
