1
Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.
2
Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,
3
tage mod Tugt, som gør klog, mod
etfærdighed,
et og
etsind;
4
de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;
5
den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;
6
de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.
7
HE
ENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt.
8
Hør, min Søn, på din Faders Tugt, opgiv ikke din Moders Belæring.
9
thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.
10
Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!
11
Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!
12
Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.
13
Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med
ov.
14
Gør fælles Sag med os; vi har alle fælles Pung!"
15
- min Søn, gå da ikke med dem, hold din Fod fra deres Sti;
16
thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.
17
Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;
18
de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.
19
Så går det enhver, der attrår
ov, det tager sin Herres Liv.
20
Visdommen råber på Gaden, på Torvene løfter den
østen;
21
oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:
22
Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?
23
Vend eder til min
evselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:
24
Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,
25
men I lod hånt om alt mit
åd og tog ikke min
evselse til jer,
26
derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer,
27
når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.
28
Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,
29
fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HE
ENs Frygt;
30
mit
åd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min
evselse.
31
Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne
åd;
32
thi tankeløses Egensind bliver deres Død, Tåbers Sorgløshed bliver deres Undergang;
33
men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens
ædsel.
