1
I Dommernes Dage blev der engang Hungersnød i Landet. Da drog en Mand fra Betlehem i Juda til Moabiternes Land for at bo der som fremmed med sin Hustru og sine to Sønner.
2
Manden bed Elimelek, hans Hustru No'omi og hans to Sønner Malon og Hiljon, Efratiter fra Betlehem i Juda, og de kom til Moabiternes Land og opholdt sig der.
3
Så døde Elimelek, No'omis Mand, og hun sad tilbage med sine to Sønner.
4
De tog sig moabitiske Hustruer; den ene hed Orpa, den anden
ut. Men da de havde boet der en halv Snes År,
5
døde også de to, Malon og Kiljon, så at Kvinden sad alene tilbage efter sine to Sønner og sin Mand.
6
Da brød hun op med sine Sønnekoner for at vende hjem fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at HE
EN havde set til sit Folk og givet dem brød.
7
Så drog hun sammen med sine to Sønnekoner bort fra det Sted, hvor hun havde opholdt sig, men på Hjemvejen til Judas Land
8
sagde No'omi til sine to Sønnekoner: "Vend nu tilbage hver til sin Moders Hus! HE
EN være barmhjertig imod eder, som I har været imod de døde og mig;
9
HE
EN give eder, at I må finde
o, hver i sin Mands Hus!" Og hun kyssede dem. Men de gav sig til at græde højt
10
og sagde til hende: "Nej! vi vil følge dig hjem til dit Folk!"
11
Men No'omi sagde: "Vend tilbage, mine Døtre! Hvorfor vil I drage med mig? Bærer jeg endnu Sønner i mit Skød, som kan blive eders Mænd?
12
Vend tilbage, mine Døtre, gå nu hjem, thi jeg er for gammel til at blive en Mands Hustru. Og selv om jeg tænkte, at jeg endnu havde Håb, selv om jeg endnu i Nat tilhørte en Mand og virkelig fødte Sønner,
13
skulde I så derfor vente, til de blev voksne? Skulde I derfor stænge eder inde og leve ugifte? Nej, mine Døtre, det gør mig såre ondt for eder, thi mig har HE
ENs Hånd ramt!"
14
De gav sig da igen til at græde højt, og Orpa kyssede sin Svigermoder, men
ut klyngede sig til hende.
15
Da sagde hun: "Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og sin Gud; vend du også tilbage og følg din Svigerinde!"
16
Men
ut svarede: "Nød mig ikke til at forlade dig og vende tilbage! Nej, hvor du går hen, der vil jeg gå hen, og hvor du tager Bolig, der vil jeg tage Bolig; dit Folk skal være mit Folk, og din Gud skal være min Gud;
17
hvor du dør, der vil jeg dø, og der vil jeg jordes. HE
EN ramme mig både med det ene og det andet: Kun Døden skal skille os ad!"
18
Da No'omi så, at det var hendes faste Vilje at drage med hende. holdt hun op at tale til hende derom,
19
og de drog da videre sammen, indtil de kom til Betlehem. Men da de kom til Betlehem, blev der
øre i hele Byen, og Kvinderne sagde: "Er det No'omi?"
20
Men hun sagde til dem: "Kald mig ikke No'omi; kald mig Mara", thi den Almægtige har voldet mig megen bitter Smerte!
21
ig drog jeg herfra, og fattig har HE
EN ført mig tilbage. Hvorfor kalder I mig No'omi, når HE
EN har vidnet imod mig og den Almægtige tilskikket mig Ulykke?"
22
Således vendte No'omi tilbage fra Moabiternes Land tillige med sin Sønnekone, Moabiterinden
ut, og de kom til Betlehem først på Byghøsten.
